Andre cykler

Tandemcykler er ikke bare en almindelig cykel, der bruges til transport til og fra arbejde. En tandemcykel er en cykeltype, der oftest købes med et særligt mål for øje. Det samme gør sig gældende for andre typer af handicapcykler til 2 eller flere personer, hvor målet med cykelturen mere er aktiviteten i at komme ud i naturen og få vind i håret end at blive transporteret eller få motion.

Cykler til mere end 1 person

En tandemcykel er en to- eller flerhjulet cykel, som har plads og sæder til mere end én person. Når man hører ordet tandem, tænker mange af os uvilkårligt på en lang cykel, hvor to personer sidder i forlængelse af hinanden. Den forreste person styrer og den bagerste træder med i pedalerne – men ingen regler uden undtagelser, læs med her.

En handicapcykel til 2 personer, kan være en gængs tandemcykel, hvor fx et handicappet barn og en hjælper eller pårørende kan cykle sammen. Sætter man barnet forrest på cyklen, vil oplevelsen være større og deres sanser modtager langt flere stimuli end, når de sidder bag føreren af cyklen. Har barnet behov for at blive skærmet, er den bagerste plads bedst.

For mennesker med nedsat syn og blindhed kan det være udfordrende at deltage i hverdagsaktiviteter og ikke mindst de udendørs aktiviteter, da det manglende syn kan gøre det vanskeligt at bevæge sig udendørs.

Rent praktisk kan det lade sig gøre at cykle trods et synshandicappet, hvis cyklen er til 2 personer. En 2-personers cykel en tandemcykel eller en side-by-side cykel, hvor der er en cykelpilot med ombord til styre cyklen, øger den blinde eller svagtseendes mobilitet og giver mulighed for at få en masse sanseindtryk. Sanseindtryk som seende ikke bemærker med samme intensitet - dufte, lyde og hudpåvirkninger. En mark der lige er høstet, et vandløb der risler, fuglene der kvidrer eller vinden der bider i kinderne. Synshjælpemidler finder du i katergorien kommunikation.

På tandemcykler og handicapcykler til mere end én person kan der tilvælges funktioner, så alle på cyklen med undtagelsen af cykelpiloten kan vælge, om de vil træde med rundt eller ej.

Hvor meget og hvor lidt passageren skal hjælpe til med at træde i pedalerne afhænger af cyklens konfiguration. Man kan også have flere forskellige konfigurationer på samme cykel, så man kan vælge at cykle synkront sammen – begge sæt pedaler bevæger sig sammen, man kan have dobbelt friløb hvor man cykler uafhængigt af hinanden eller man kan have dobbelt friløb, hvor den forreste person bestemmer om den bagerste skal træde med eller ej.

 

Cykelpiloter

Cykelpilot er navnet på den, der styrer tandem- og handicapcykler til mere end en person. Mange plejehjem og bosteder har anskaffet sig handicapcykler til 2 eller flere personer, så personale, pårørende og frivillige kan cykle ture med beboerne. Mange plejehjem benytter sig af frivillige cykelpiloter, hvor de har faste aftaler om at èn eller flere frivillige piloter kommer og kører tur med beboerne. Turen kan være på en rickshawcykel, hvor passageren ikke deltager aktivt i at cykle, men blot sidder og nyder turen og selskabet med de andre passagerer. Eller på de mere aktive handicapcykler, hvor passagerne har mulighed for at træde med rundt i pedalerne og få gang i benene - én pilot kan have op til tre bruger med på cykeltur.

Der findes foreninger med frivillige cykelpiloter, en af de største er - Cykling uden alder  som inviterer ældre på plejehjem på tur i en rickshaw. For de ældre der kommer med på cykeltur, er det ikke kun den friske luft men også oplevelsen og samværet, der vækker minder og glæde.

Projektet Cykling uden alder blev startet tilbage i 2012 og siden har konceptet bredt i hastig fart, ikke kun her i Danmark men også i mange andre lande verden over.

 

Tandemcykler til rehabilitering og træning

Tandemcykler/handicapcykler til to personer egner sig til hyggeturer i det fri men de er også et godt redskab til hverdagsrehabilitering og mere målrettet genoptræning. Cykelture på en duocykel holder kroppen i gang på en skånsom måde og for at det kan gøre en forskel, skal man afsted på cyklen flere gange om ugen.

Når cykelturen har for øje at der skal trænes, er det føreren, cykelpiloten der bestemmer farten. Det kan man med en cykel, hvor pedalerne skal trædes afhængigt af hinanden, men det er vigtigt at denne funktion, kan kobles til og fra, så træningen kan tilpasses den enkelte passager.

rehaps finder du jævnligt brugte handicapcykler til salg. Og muligheden på portalen er, at du også har mulighed for at sælge din brugte handicapcykler, når du ikke længere skal bruge den.

 

2 eller 3 hjul på tandemen?

Tandemcykler er nødvendigvis ikke kun cykler med 2 hjul, de findes også med 3 hjul. Fordelene ved en tandemcykel med 3 hjul er, at de har bedre stabilitet ved af-og påstigning og det er lettere at opretholde balancepunktet, når der cykles. Tandemcykler med 3 hjul, findes i to varianter, de kan have 2 hjul bag eller 2 hjul foran. Fordele og ulemper ved de to forskellige typer kan du læse om her

Såvel de 2 hjulede som de 3 hjulede tandemcykler kan konfigureres så de passer til 2 voksne eller et barn og en voksen. Og med utallige tilpasningsmuligheder bliver det muligt for de fleste at komme afsted på en cykeltur. Regnslag og anden praktisk beklædning til turen i rickshaw og på parcykler er langt hen ad vejen lig det udstyr, der bruges når du sidder i kørestol, find det kategorien her.

 

Side-by-side cykler

Duocykler og side-by-side cykler, er kendetegnet ved at man sidder ved siden af hinanden, de har 3 hjul og altid med de 2 hjul bagerst. Denne type handicapcykler adskiller sig væsentlig fra almindelige cykler, ved at have sæder med ryglæn i stedet for sadler. Sæderne er som regel polstrerede, og som tilkøb findes der udstyr som pedaler, seler og støtter til individuel tilpasning. Derudover findes der andre smarte features, som kan tilvælges for at gøre det så nemt som muligt at komme af og på cyklen. Indstigningshøjden kan have stor betydning for muligheden for at komme ombord på cykel og bedst er en konstruktion, hvor der ikke skal trædes ind over stellet for at komme op og sidde i sædet. For at gøre ombordstigning så nem som mulig, kan der tilvælges sæder med drejefunktion og justerbart styr, som kan vippes væk når passageren skal ombord.

Fordelen ved at side ved siden af hinanden i stedet for at sidde i forlængelse af hinanden er, at man kan være mere social og nemmere kan tale sammen.

Handicapcykler der er beregnet til 2 eller flere personer, har mange benævnelser selvom, der er tale om samme type cykel. Find cykler under betegnelser som: 

  • Parcykel
  • Parallelcykel
  • Duo cykel
  • Side by side cykel
  • Sofacykel

 

 

Ladcykler som handicapcykler

En cykeltype der har vundet stort indpas i Danmark over de seneste 10 år er ladcyklen. Specielt mange børnefamilier benytter sig af ladcykler til transport af børn og bagage. Men ladcyklen er også velegnet til at specialindrette til transport af mennesker med funktionsnedsættelser. Ladet kan indrettes med specialsæder, eller til en kørestol og med låger, der gør det nemt at komme ombord. Ladcykler er som de store handicapcykler en tung cykel i sig selv, hvorfor en hjælpemotor kan være nødvendig. Find en brugt model her på rehaps.

 

Handicapcykler med elmotor

De store parcykler til 2, 3 eller flere personer kan købes med hjælpemotor, og det er bestemt en luksus der er værd at tage med. De store cykler er tunge i sig selv og med op til 4 personer ombord, bliver det rigtig tungt at komme omkring med cyklen uden hjælpemotor. Hjælpemotoren kører ikke cyklen automatisk, der skal stadig trædes i pedalerne, det kan blot være med en mindre indsats. Handicapcykler med elmotor virker som andre cykler med el, læs mere her.