Gangvogne og ståstøtter

Her i kategorien finder du hjælpemidler, der kan yde ekstra støtte til at komme op at stå og/eller til at komme op at gå.

Ståstøttestativer betegner de hjælpemidler, der gør det muligt for såvel børn som voksne med manglende stående funktion at komme op at stå.

Gangvogn er den brede betegnelse for de hjælpemidler, der gør det muligt at bevæge sig frit og sikkert rundt selv trods stærkt nedsat gangfunktion.

 

Ståstativ og ståstøtter

For børn som voksne der ikke har en selvstændig stående funktion, giver et ståstativ mulighed for at komme op i stående stilling. For mange der sidder fastlåst i en kørestol hele dagen, er det rart at komme op og blive strakt ud i et ståstøttestativ. Tillige har det en positiv effekt på kroppens funktioner at komme op i stående stilling - og vægtbæring over de store led styrker knogler og muskulatur.

Den stående stilling muliggør også forskellige typer af aktiviteter, som ikke er mulige fra siddende stilling. Og ikke mindst giver den stående stilling følelsen af at komme i øjenhøjde med sine omgivelser.

 

Ståstøttestativet anvendes, når der ikke er et gangmønster og du kan med fordel se efter hjælpemidler med betegnelser som:

  • Ståstøttestativ
  • Ståstativ
  • Ståstativ med drivhjul
  • Ståstøtter
  • Multifunktions stol er en arbejdsstol og ståstativ i ét.

 

 

Gangvogn

En gangvogn er et hjælpemiddel til børn, unge og voksne der har et gangmønster eller, hvor det vurderes, at der kan opnås et gangmønster. Jo tidligere man bliver stimuleret til et gangmønster, jo større mulighed er der for at opnå hel eller delvis gangfunktion.

Gangvogne fås med mulighed for hel eller delvis vægtbæring i form af et sæde eller en støttemulighed.

Er det en gangvogn uden sæde og med god plads og frihed til bevægelse du søger, er det et gå-stativ, du skal se efter. Et gå-stativ er et åbent stativ, der minder om en rollator.

 

Gangvogne og gå-stativer kendes mest under produktets navn og du kan med fordel se efter navne som:

  • My Way
  • NF walker
  • Meywalker
  • Miniwalk
  • Kidwalk

 

Eller se efter:

  • Gangstøtte
  • Gangtræner
  • Walker
  • Gangstol

 

Vær opmærksom på at det er vigtigt at kende brugerens behov og ressourcer før de positioneres i stående stilling. Udredning af fagperson før anvendelse af ståstøtter og gangvogne anbefales.

 

 

Ganghjælpemidler med ekstra støtte

RaceRunner er en gå/løbecykel uden pedaler, som styres med armene og som gås eller løbes frem – støttende til en saddel.

RaceRunner fås til alle aldersgrupper og som ekstraudstyr kan købes forskellige kropsstøtter, armstøtter, bælter etc. Racerunnere er til leg, sport og mobilitet.

Racerunning, Frame running eller bare racerløbere betegner den atletisk disciplin for handicappede atleter. Vil du vide mere om racerunning, kan du se mere her på parasport Danmarks hjemme her

Gangborde og talerstole har enten et støttebord eller en underarmsstøtte, oftest i form af et polstret underlag der støtter foran og til siderne. Gangbordene er højdeindstillelige, har 4 hjul og skubbes frem. Billigste er de manuelle/hydrauliske gangborde og dyrest er de elektriske modeller.

 

Gangstativ er en ramme som løftes under gang. Gangstativer giver god støtte til stabilitet og balance under gang. Gangstativet eller gangbukken, som nogle kalder det er velegnet til korte distancer og bruges fortrinsvis indendørs. Du finder gangstativer her