Træningsmaskiner

Det er vigtigt at holde sin krop vedlige med træning, og heldigvis findes der uendeligt mange træningsformer at vælge imellem. Nogle foretrækker at lave frie øvelser og andre tyer hellere til træningsmaskiner, som kan være nemmere at bruge end, at skulle til at lære diverse frie øvelser.

Det kræver ikke meget teknisk at træne i en træningsmaskine og har du nedsat mobilitet eller dårlige balance, kan træningsmaskiner være det bedste valg og måske den eneste mulighed for at få bevæget kroppen og sat gang i blodomløbet.

Har du mobilitets- eller balanceproblemer skal du gå efter træningsmaskiner der imødekommer dine behov, som fx at du kan sidde godt og trygt, når du træner. En af de mest simple træningsmaskiner er en pedaltræner, som er et godt alternativ til en almindelig motionscykel, og så fylder den ikke mere end at den kan stilles væk under sengen.

Pedaltræner

På en pedaltræner, der er en form for motionscykel, kan du træne på siddende i en stol eller fra en kørestol, men du kan også benytte den liggende i sengen, hvis du er sengeliggende i en længere periode. Når du skal træne liggende i sengen, kan du med fordel vælge en model med hælkapper, som gør det væsentligt nemmere at holde fødderne på pedalerne. Om du sidder eller ligger, kan du med pedaltræneren stimulere dit blodomløb og forebygge hævelser og blodpropper i benene.

Der findes en udvidet pedaltræner med to sæt pedaler: et sæt i ankelhøjde og et sæt i skulderhøjde, hvor man kan træne arme og ben samtidig. Den fungerer ved at du sidder foran træningsmaskinen på en stol eller i en kørestol med fødderne på de nedre pedaler og hænderne på de øvre pedaler – og så cykler du med arme og ben samtidig. Begge modeller af pedaltrænere findes med eller uden motorkraft.

Den udvidet pedaltræner støder man ofte på i genoptræningscentre, men også til genoptræning og vedligeholdende træning hjemme i egne rammer, er det en god træningsmaskine. Den giver dig mulighed for at træne både ben og overkrop uden at skulle op på en træningsmaskine.

NUstep

En NUstep træningsmaskine er egnet til en bred målgruppe men specielt, hvis du har problemer med mobilitet eller balancen, er denne træningsmaskine et godt valg. Du sidder i et godt og rummeligt sæde med lændestøtte, hvorfra arme, overkrop og ben kan trænes. Et drejeligt sæde gør det nemt at komme af og på maskinen, og en hoftesele forhindrer, at du glider ned i sædet under træningen. Da denne træningsmaskine er udviklet med øje for en bred målgruppe af mennesker med forskellige diagnoser, har den også fodstropper på pedalerne så eksempelvis en paretisk fod bliver, hvor den skal under træningen.

En NUstep træningsmaskinen minder om en motionscykel og så alligevel ikke, da du kan træne ben, arme og overkrop samtidig. Benene trænes med en stepfunktion, dvs. en frem og tilbage bevægelse og ikke en cirkulær bevægelse som på en motionscykel.  Arme og overkrop trænes efter samme princip som på en crosstrainer. På denne type træningsmaskine kan du blandt andet træne styrke, puls og krydskoordination.

Crosstrainer

I en crosstrainer træner du stort set alle muskler i over- og underkrop, og den kan give dig sved på panden og får din puls op. Crosstraineren er derfor god, hvis du træner for at brænde kalorier af, men modsat de 2 førnævnte typer træningsmaskiner kræver en crosstrainer, at du har en god balance.

Mange crosstrainere har transporthjul, som gør det nemt at køre den frem fra gemmerne, når der skal trænes foran TV’et, et åbnet vindue eller hvor du ellers foretrækker at træne.

Stepmaskine

Kommer du i et fitnesscenter, kender du nok til step-og trappemaskiner, men det er en træningsmaskine der også sagtens kan bruges til træning og genoptræning derhjemme. Forskellen på en stepmaskine og en trappemaskine er, at på stepmaskinen forbliver dine fødderne på hver sin fodplade, hvorimod de på trappemaskinen flyttes fra trin til trin.

Motionscykel

En motionscykel kan også kalde en træningsmaskine og det er den type af træningsmaskiner der typisk er flest af i et træningscenter, da den kan bruges af mange. Træner du hjemme, er en motionscykel et godt supplement til den daglige motion, men den er også velegnet til genoptræning.

Cykling er en skånsom motionsform for dine led, langt mere skånsomt end at gå eller løbe en tur. Når du cykler nedsætter du vægtbelastning, hvis du ikke kører med for høj belastning – og du undgår stød fra underlaget. Og cykling er en af de bedste motionsformer, hvis du har knæproblemer.

Cykling ude i det fri kan trods funktionsnedsættelser også sagtens være en mulighed, der findes en bred vifte af modeller til mange forskellige behov, fx kan du vælger en cykel til flere personer med eller uden elmotor, eller en cykel med et eller to ekstra hjul og mulighed for specialtilpasninger.

Der findes motionscykler som er udviklet til at imødekomme forskellige behov. Har du eksempelvis ikke balance til at anvende en almindelig motionscykel, findes der modeller, hvor du i stedet for sadlen sidder i en stol med større siddeflade og ryglæn, de kaldes populært for siddecykler. Sædet kan indstilles både frem og tilbage samt i højden så det er muligt at finde den mest komfortable siddestilling, når der skal trænes. De fleste modeller har tillige håndtag på siden af sædet, der gør at man både kan sidde oprejst med hænderne fat i håndtagene eller fremadlænet med greb om styret under træning. Fodremme til at holde fødderne i rette position på pedaler kan tilkøbes til de fleste siddecykler.

En spinningcykel er også en motionscyke, og forskellen på en almindelig motionscykel og en spinningscykel er designet samt det at pedalerne på en spinningcykel sidder fast på svinghjulet, hvilket gør at du nemmere kan stå op og cykle. En anden fordel ved en spinningcykel er, at man kan anvende cykelsko på pedalerne, det gør naturligvis at fødderne sidder bedre fast på pedalerne, men også at du både kan trykke og trække med fødderne.

Et ord du nok vil støde på, hvis du søger efter en motionscykel på nettet, er ergometercykel. Det er en motionscykel der har en elektromagnet til at lave modstand og som kan måle dit muskelarbejde under træningen.

Cykler til udendørs træning, finder du her

 

Vælg den rette motionscykel

Mange har motionscykler stående derhjemme, som de ikke får brugt. Det kan være fordi cyklen alligevel ikke helt passede til behovet eller fordi det kniber med motivationen.

Det med at finde den rette motionscykel, der passer til de behov man har, kræver at man overvejer et par ting inden anskaffelsen.

  1. Overvej først og fremmest, hvor meget motionscyklen skal bruges. Skal den bruges til let bevægelse et par gange om ugen for at holde gange i bevægeligheden, eller skal du træne styrke og kalorieforbrænding mange gange om ugen?

Med den overvejelser kan du nemmere vælge hvilken type og prisklasse din kommende motionscykel skal være.

  1. Du kan overveje hvor mange funktioner og indstillingsmuligheder, du har behov for. Nogle funktioner er gode at tilvælge eksempelvis et display, så du kan følge sin træning og derigennem blive motiveret til at fortsætte træningen og sætte dig nye mål.

 

Tid, hastighed, distance, kalorieforbrænding og pulsmåling er de mest almindelige data, du kan aflæse på displayet. Af yderligere funktioner kan du fx tilvælge programmer, de er oftest indbygget i cyklen og de kan være med til at sikre dig en varieret træning.

Motivationen til at komme på cyklen kan være svær at finde i længden, hvis man ikke har den indre drivkraft. Men kan man udnytte tiden på cykel med noget man synes godt om eksempelvis at høre en god lydbog, en podcast eller høre musik der giver rytme til træning, kan det være det der motiverer til at få trænet. Og derfor kan det være ganske praktisk at cyklen er monteret med en holder til Ipad eller telefon.

 

3 ting du med fordel kan være opmærksom på, når du køber en motionscykel

  • Indstigningshøjde
  • Max. brugervægt
  • Stabilitet

 

Løbebånd til genoptræning – gåtræning

Træning og genoptræning på løbebånd er en skånsom træningsform. Løbebåndets indbyggede støddæmpere skåner dine led og du belaster ryg, knæ og ankler meget mindre end ved at gå og løbe på hårdt underlag som fx asfalt. Dertil er et løbebånd en nem træningsmaskine at komme i gang med at bruge, det kræver ikke megen teknik at lære at bruge det, og træningen kan nemt varieres. De fleste modeller af løbebånd har tilpas lange armstøtter, til man i gangtempo kan holde fast i begge sider, så selvom du til daglig går med et ganghjælpemiddel kan du uden problemer bruge løbebånd.

Der findes løbebånd i størrelser der er tilpasset til at kunne benyttes hjemme, vælg fx et foldbart løbebånd med transporthjul, så kan det nemt passe væk, når det ikke er i brug.

Ulempen ved et løbebånd er at man ikke kommer ud og får vind i håret og sol på næsen og man går glip af naturens mange sansestimuli

El-hest

En træningsmaskine som nok kun de færreste kender er el-hesten. Det er en ridesimulator hvor du som på en rigtig hest sidder i en saddel og har stigbøjler til fødderne.

En el-hest kan bruges til træning og genoptræning af mange og kan for personer, der i forvejen benytter handicapridning, være et godt supplement til deres rideterapi.

Vil du træne på en ridemaskine, er den god til træning af muskulaturen i overkrop og corebrug den fx hvis du har rygsmerter eller brug den til at stimulerer din balancesans.

 

Sælg din brugte træningsmaskine på rehaps

Har du en brugt træningsmaskine stående, som blot venter på at få en ny ejer, kan du nemt og trygt sætte den til salg på rehaps. Læs ”sådan handler du på rehaps” og kom godt i gang med at handle brugt.