Senge, madrasser, sengemøbler

Soveværelset er nok et af de vigtigste rum i hjemmet. Det er her, vi tilbringer omkring en tredjedel af vores liv. Ja, så meget tid tilbringer vi faktisk i sengen, og det er derfor vigtigt at have en god og behagelig seng, hvor ikke mindst madras og liggeflade spiller en stor rolle.

 

Seng med elevationsbund

Vælger du en seng med elevation, skal du være opmærksom på, at en liggeflade med mange inddelinger naturligt nok, giver flere indstillingsmuligheder og er medvirkende til en øget liggekomfort.

En seng med forskellige funktioner kan være med til at gøre det nemmere og i nogle tilfælde muligt at kunne klare sig selv fx med at komme ind og ud i sengen uden hjælp fra andre.

En af de funktioner som mange vælger, er sengeelevation. En elevationsbund kan være med til at øge komforten i sengen, støtte dig i ryggen, så du nemt kan sidde op. Har du fx svært ved at trække vejret, er muligheden for hævet hovedgærde et stort plus, men også ind og udstigning af sengen kan lettes ved at hæve hovedgærdet. Med en elevationsbund er det også muligt at indstille en mere behagelig liggende stilling.

 

Seng med drejefunktion

Drejefunktion er en af de mere avancerede funktioner, en seng kan have. En rotoseng kan, når sengen er i siddende stilling, svinge 90 grader ud over sengens side, dvs. du kommer til at sidde som på en stol, hvorfra du så kan rejse dig.

Har du svært ved selv at løfte benene ind og ud af sengen, kan drejesengen være det hjælpemiddel, der gør det muligt for dig fortsat at kunne klare dig uden andres hjælp.

 

Plejeseng

En seng med funktioner kan være det, man kalder en plejeseng. En plejeseng adskiller sig fra en elevationsseng ved at være højdejusterbar. Plejesengens højdeindstilling gør den velegnet til at yde pleje i sengen, og har du brug for tilbehør som en sengehest eller sengegalge, er det også en plejeseng, du skal se efter.

En plejeseng kan være med til at gøre det muligt at blive længere tid i eget hjem og du kan finde plejesenge på markedet i et design, der passer pænt ind i det hjemlige miljø.

Når du vælger en seng, der har forskellige funktioner, som skal indstilles/betjenes, er det mest hensigtsmæssigt at vælge en seng, der er elektrisk betjent, så du selv kan betjene funktionerne liggende i sengen.

Uanset hvilken seng, du vælger, har højden på sengen stor betydning for, hvor nemt eller svært det er at komme ind og ud af sengen. Højden på sengen afhænger selvfølgelige af ens højde, men vær opmærksom på at en seng, der er for høj, er sværere at komme ud af. Det skyldes, at det er svært at få tilstrækkeligt kontakt med gulvet ved udstigning, hvis sengen er for høj - og det er selvfølgelig også sværere at løfte benene op i en høj seng end i en lav seng.

En seng der er højdeindstillelig kan være en god hjælp ved ind-og udstigning fra sengen, og et alternativ til at udskifte hele sengen, når der opstår behov for højdeindstilling, kan være en sengeløfter.

En sengeløfter er et løst ”understel” med højdeindstilling, hvorpå forskellige typer af sengeramme kan monteres – og løftes.

 

Specialsenge til børn

Til børn findes der også senge med forskellige funktioner og det er vigtigt at være opmærksom på, at børn ikke må ligge i indstillelige senge til voksne. Der er mange krav til sikkerhed på senge til børn med særlige behov fx at materialet, der skal være ufarligt og kunne tåle at barnet sutter på det, der skal være børnesikring af sengeheste og ingen aftagelige smådele og meget andet. Tjek at sengen er CE mærket.

Du finder mere viden om hjælpemidlerne til soveværelset i underkategorierne.

 

rehaps motto er nye brugere til brugte hjælpemidler og det er med faglig stolthed vi stiller denne portal til rådighed for køb og salg af brugte hjælpemidler for såvel private som for forhandlere af hjælpemidler. 

Opret din annonce her