Madrasser og sengetilbehør

Sengen kan være et godt hjælpemiddel og det samme kan madrassen. Men der findes også en del småhjælpemidler, som kan lette ind-og udstigning af sengen - eller være til hjælp til at flytte sig rundt eller sætte sig op i sengen.

 

Trykaflastende madrasser

Trykaflastende og trykfordelende madrasser købes enten som en hel madras eller som en topmadras der lægges ovenpå din eksisterende madras.

Trykaflastende madrasser kan du købe i forskellige typer skum som viscoelastisk skum, memory foam og lign. men også luftfyldte og vandfyldte madrasser har trykaflastende og trykfordelende egenskaber.

Trykaflastende madrasser der fordeler trykket i liggende stilling, kan afhjælpe fx smerter i ryg, hofter mm. og de trykaflastende madrasser giver en god liggekomfort.

Vær opmærksom på at forebyggelse og behandling af tryksår kræver professionel vurdering af en læge eller sygeplejerske. Læs mere om tryksår på Sundhed.dk her

 

Støtte og hjælp til at komme ud af sengen

Der findes hjælpemidler som kan være til støtte og hjælp – når du skal ud af sengen.

Et sengestøttegreb er et greb der på forskelligvis monteres på sengens ramme og som du kan støtte dig til, når du skal rejse dig fra sengen.

Sengeheste til almindelige senge er som sengegrebene fastgjort til sengens ramme eller bund og kan udover at afskærme så risikoen for at falde ud af sengen minimeres også anvendes som støttegreb ved ind og udstigning af sengen.

Sengebånd eller sengestiger bruges i sengen til at ændre stilling fra liggende til siddende og omvendt. Sengebåndet monteres ligeledes til sengens ramme eller bund.

 

Sengens indretning

Det handler om at afhjælpe de problemer og udfordringer, man kan have ved at opholde sig i sengen. Måske lagnet skal kunne lidt mere end et almindeligt lagen, dynen have et specielt betræk eller hovedpuden skal støtte og aflaste nakken eller skåne øret.

 

Glidelagen

Et glidelagen til sengen kan gøre en verden til forskel, hvis du har svært ved at vende dig i sengen grundet rygsmerter, dårlig lungefunktion eller andet. Et glidelagen er, som ordet siger, et glat materiale man kan glide på. Et glidelagen lægges oven på det almindelige lagen, og det dækker som regel kun området fra skulder til under hofte dvs. der, hvor kroppen er tungest.

Glidestykker og satinlagen er to andre glatte materialer, der med fordel kan anvendes, hvis du har behov for at gøre det nemmere at vende dig i sengen.

Har du svært ved ind-og udstigning af sengen, kan et mindre glidestykke fx spilerdug være en løsning. Glidestykket lægges under hoften/numsen ved brug og kræver derfor som oftest, at man har en anden person til at hjælpe med ind- og udstigningen.

Åndbare og absorberende lagner til personer med inkontinens findes også i varianter, som kan anvendes som glidelagen.

 

Sengetøj findes i forskellige materialer som kan afhjælpe og forebygge - fx flammehæmmende, vandafvisende eller uigennemtrængeligt for husstøvmider.

 

Dynen

Mest almindeligt er det at have en dundyne, men forskellige omstændigheder kan gøre, at der er behov for en dyne i et andet materiale.

Kapokdynen, som minder meget om en almindelig dyne, har egenskaber, der gør den velegnet til mennesker med husstøvmide-allergi, men også kapokkens vandafvisende og temperaturregulerende egenskaber gør kapokdynen til et godt valg i mange situationer.

Tyngdedyner er dyner med forskellige typer af fyld og vægt. Tyngdedyner har overordnet en beroligende effekt og kan være medvirkende til en bedre nattesøvn.

Du kan læse mere om sansestimulerende dyner og andre tyngdeprodukter her

 

Hovedpuden

Hovedpuder er et hjælpemiddel, når de skal bruges til at afhjælpe gener, smerter og andet. Tag fx øreskåne hovedpuder, som er hovedpuder udformet ergonomisk og oftest med et hul eller fordybning til øret for at undgå friktion/slid på øret.

Støtte og aflastning af nakken kræver ofte også en hovedpude, hvor der er taget stilling til udformning og størrelse. Hovedpuder til aflastning af nakken benævnes ofte som ergonomisk hovedpude, og de er ofte formstøbte i et materiale, der støtter godt op om nakken. Vigtigt er det dog, at størrelsen på hovedpuden passer til dig. En for lav pude giver ikke optimal støtte og en for høj pude kan risikere at gøre mere skade end gavn. En rettesnor for at finde den rigtige størrelse/højde på puden er, at din nakke skal ligge lige (i forlængelse af rygsøjlen). Få en til at hjælpe med at se efter, om dit hoved bliver løftet eller liggere lavere end resten af kroppen, når du skal udvælge størrelse. Vær opmærksom på, at når du sover på ryggen, skal du bruge en fladere pude end når du sover på siden.

På rehaps kan du købe og sælge brugte hjælpemidler til nytte og gavn for såvel miljø som pengepung – Opret din første annonce på rehaps her