Vask og bad

Hjælpemidler til badeværelset som kan bruges i forbindelse med badning. I denne kategori finder du det, man kan kalde interiørtingene, som tilføres badeværelset for at gøre det funktionelt og sikkert.

 

Bademåtte

Ikke alle bademåtter er et hjælpemiddel men de bademåtter, der forebygger - at du glider eller falder i badet eller på badeværelsesgulvet, er de bademåtter, der nævnes her.

Når du skal vælge en skridsikker bademåtte, kan det være en bademåtte med sugekopper på bagsiden. En skridsikker bademåtte med sugekopper anvendes ofte i badekarret men en stor skridsikker bademåtte med sugekopper er også ganske fortrinlige at have liggende i brusebadet.

En skridsikker bademåtte er ikke nødvendigvis med sugekopper. Der findes sjove designs af skridsikre bademåtter fx udformet som småsten, som kan lægges foran vasken etc.

Et alternativ til en skridsikker bademåtte er en skridsikker belægning. Du kan købe forskellige faconer af skridsikre dimser til at fastgøre på gulvet der, hvor der er behov for skridsikring fx som striber, fodspor m.fl.

 

Taburetter og stole til badeværelset

Der findes et stort udvalg af badebænke og taburetter og det kan være svært at vælge den rette.

Skal badetaburetten udelukkende bruges i badeområdet, kan en vægmonteret model være et godt alternativ til de fritstående. De vægmonterede modeller kan fås med både armlæn og rygstøtte – og de kan klappes op, så de ikke optager plads, når ikke de er i brug.

Udvalget af de fritstående modeller er vældigt stort og de findes i alle prisklasser.

Vælger du en af de billige modeller, får du en stol med mindre komfort og desværre også nogle gange mindre sikkerhed.

Det der gør en badetaburet sikker og komfortabel, er at sædet har en behagelig udformning, der er stor nok til din siddeflade og sædet skal være fremstillet i et skridsikkert materiale. Benene skal være højdeindstillige, der skal være 4 af dem og de skal have skridsikre dupper mod gulvet.

Om du skal vælge en model med eller uden armlæn og/eller ryglæn, kommer helt an på dine behov for støtte og hjælp til at rejse og sætte dig på stolen.

 

Brusestol med hjul

Betegnelsen badestol dækker over et bredt udvalg af forskellige typer af stole, der kan bruges i badeværelset til badning og brusning. Stolene er som oftest er monteret med hjul under, det gør dem fleksible for en evt. hjælper og stolen kan køres fra et rum til et andet.

Bækkenstole og badestole er ofte det samme, du finder udvalget at bækkenstolen på rehaps her

 

Hjælpemidler til badekar

Badekarssæde og badekarsbræt er to nyttige hjælpemidler til badekarret, når det kniber med, at kunne komme ned at sidde i badekarret.

Et badebræt er et bræt udformet så det passer på tværs af badekar og som danner et tværgående sæde. Bredden på et badekarsbræt kan som regel tilpasses badekarrets bredde.

Et badesæde eller et badekarssæde fungerer som badebrættet, det sættes på tværs af badekarret og standard passer til de fleste badekar. Et badesæde har ryglæn og mange af modeller har også drejefunktion. Badesæder har en større siddeflade end et badebræt.

Badeskamler til badekar er små skamler med sugekopper under benene, der kan sættes fast i bunden af badekarret. Ligeledes kan du også købe badekarssæder med sugekopper som siddeskaller, dvs formstøbte sæder til at sætte fast i enden at badekarret. Til børn er dette en god løsning til at sikre, at de ikke glider ned under vandet.

Du kan købe fritstående badekar med en udformning, der giver nemmere afgang via en åbning/låge i siden.

Har du brug for hjælp til badet, er et fritstående badekar med hæve-sænke funktion et ideelt valg.

Bruselejer til liggende bad kan være fritstående eller vægthængte og de skal helst være højdejusterbare, så det er nemt for en hjælper at assistere.

Puslebord eller pusleleje er som bruselejet enten fritstående eller vægthængt men til forskel fra bruselejet er puslelejet et polstret leje til personlig pleje og påklædning.

 

Håndvask

Der findes forskellige typer af vaske, der kan være til stor hjælp i badeværelset.

En vask med integreret greb sparer dig dels for at sætte løse greb op ved vasken, men den helt store gevinst er, at du altid har noget at holde i, når du står ved vasken – og hænger du håndklædet i et af grebne, har du det altid lige ved hånden.

En hæve/sænke vask, er en vask, der kan justeres i højden. Har du jævnligt behov for at indstille vasken i højden, skal du vælge en elektrisk model, og ellers kan en manuel hæve/sænke vask være et billigere alternativ.

En svingbar vask er endnu et smart alternativ til den almindelige håndvask. Den svingbare vask kan som navnet siger svinge. Den kan svinge ud fra væggen, hvilket betyder at du som kørestolsbruger har nemt adgang til vasken.

 

På rehaps finder du brugte hjælpemidler fra både private og forhandlere af hjælpemidler.